Janak Himal 2002
Leder: Henrik Jessen Hansen
Deltagere: Allan Christensen, Bo Belvedere Christensen og Jan Mathorne
Fantastisk ekspedition til det ukendte nordøstlige Nepal.
her udpluk fra ekspeditionens dagbog på www.himalaya.dk
Læs også: Ubetrådte tinder / Bo Belvedere Christensen (BOD)
06. oktober 2002:
Som sagt, så gjort. Vi kom afsted fra lejren lidt over fire. Vejret var klart med tindrende stjerner og en skinnende hvid gletscher over os. Sneen var frosset og lod os derfor gå oven på skorpen. Vort spor fra i går, gjorde det muligt at vinde højde hurtigt og uden rutefindingsproblemer. Halvvejs oppe ad gletscheren, ved foden af de store bjergvægge, hvor solen kun nødigt kommer, fik vi dog direkte brug for det trådte spor, da skorpen ikke længere ville bære.
Det begyndte at lysne, først svagt, men snart opdagede vi, at alle dale så langt vi kunne se, var dækket af skyer. Faktisk lå skytæppet kun ganske lidt lavere end vores lejr. Dette skydække ville helt sikkert hæve sig med solens komme, så nu gjaldt det bare om at ligge foran.
Da solens stråler endelig brød igennem, efter i begyndelsen kun at have rødfarvet Kangchenjungas toppe, var vi nået på højde med de øverste istårne i gletscherfaldet. Stadig et stykke vej til foden af bjerget, men alligevel måtte vi bare standse op: fuglene fløjtede helt her oppe i isødet, og solens stråler spillede i de mange istapper, der hang fra istårnene. Snart nåede vi enden på vort spor, og foran os lå en stor ubrudt gletscherflade helt frem til passet, hvorfra klatringen skulle begynde.
Fra passet løb en snekam op mod en fortop, hvorfra en bølgende sneryg, afbrudt af to klippetårne, ledte op til selve toppen. Nemt så det ud. Godt nok forvandledes snekammen halvvejs til en række lodrette istårne, som ville tvinge os ud i den østlige sneflanke, men dette var netop den snerampe, som vi på forhånd havde udset os til at kunne føre os til den øvre sneryg. Derfor lagde vi ud uden rebene, omend disse og sikringsgrejet stadig var med i rygsækkene. Det første trin ud i sneflanken afslørede dyb, ukonsolideret sne. Dog ikke mere end, at man ved at lade sig glide en halv meter ned ad skråningen kunne få fodfæste. De øverste ca. 15 cm monsunsne lod altså til at blive hængende. Pludselig forsvandt mine ben i et hul, mens overkroppen fortsatte sin bevægelse nedad. Isøksen blev dog heldigvis siddende, nogenlunde hvor jeg havde plantet den, så i stedet for at fortsætte nedad, begravet i sne, så hang jeg bare med hovedet nedad. Det lykkedes mig at få vristet benene så meget ned, at jeg kunne genvinde balancen uden at skulle flytte isøksen.
"Snowflutings" - mange kender sikkert de flotte riflede sneskråninger, hvor snefladen ligger nærmest som var det et tegltag. Her var vi havnet, og monsunsneen skjulte, at der strøet ud over sneflanken lå adskillige "svampe" af is med hulrum under. Et sådant hulrum havde overrasket mig. Mens de andre fandt rebet frem, fandt jeg frem til mere fast sne på den solbeskinnede side af de lodretgående "flutings".
Vi fortsatte, men den "nemme" snerampe op til sneryggen havde vist sig at være knapt så nem. Vi søgte i stedet direkte op mod fortoppen, hvorfra vi bedre kunne overskue den videre vej mod toppen.
Skuffelse! -Vejen til toppen var først en række af overhængende issvampe til den ene side og løs sne til den anden, siden et klippetårn, der skulle omgås ad solbeskinnede, snedækkede slabs, og endelig en stejl sneryg, komponeret over løs klippe, til et af de istårne, som udgjorde toppen. Hvad der fra begyndelsen havde lignet en solotur i strålende sol, havde udviklet sig til dårligt sikret klatring med solen, og måske også vejret imod os. I hvert fald begyndte skyerne at nærme sig stadigt mere.
Men midt i vores skuffelse, alene på en fortop i 6135 meters højde, kunne vi dog konkludere, at dette bjerg, som af Chris Bonington er blevet benævnt Danga, i følge vort nepalesiske kort hedder Tinjung, har en forkert højde, samt at vort korts Danga er en temmelig uinteressant, men måske højere, snetop længere mod vest. Sådan er "exploratory climbing"!
Vi fandt ned igen til lejren, denne gang dog i reb (solen havde fået godt fat!). Og vel nede besluttede vi at fortsætte ned til basislejren efter et godt måltid. Trods en mere direkte vej ned, var det stadig ikke let, og end ikke våde fødder, da vi skulle krydse floden, kunne hindre os i at nå frem til endnu et lækkert måltid i basislejren.
Allan
05. oktober 2002:
Lejrpladsen vi fandt i går aftes, som syntes OK i går aftes uden alt for mange spidse sten, viste sig ikke at leve helt op til forventningerne. Vi sov alle elendigt både fordi vi lå dårligt, vi forstyrrede hinanden og måske også pga. uvisheden om hvad den næste dag ville bringe. I tankerne fik forventningerne en ekstra skrue: hvor langt kunne vi nå næste dag, hvor højt kunne vi få placeret vores næste lejr og hvor meget ville vi kunne se af den videre rute op ad Danga ?
Lettere fortumlede pga. den dårlige søvn og pga. højden, som trods alt er ny for vores ikke helt højdetilvænnede kroppe kom vi op omkring solopgang. Et blik tilbage i dalen afslørede et nyt mønster i vejret: basislejren lå totalt dækket af skyer, ja faktisk var de fleste dalstrøg vi kunne se dækket af skyer. Smukt at skue med solen, der stod op over bjerge og skyer, men måske et lidt dårligt tegn for vejret i de kommende dage.
Efter morgenmad blev de tunge rygsække skuldret og vi fortsatte hen ad moræneskråningerne lige nedenfor en bjergryg. Vi fulgte en hylde for at spare højde og gik over en lille gletscher med nogle få gletscherspalter. Herfra havde vi fint udsyn til den store gletscher, der ligger nedenfor de formodede Danga I og II bjerge og som fører op til et gletscherplateau nedenfor disse bjerge. Vi kunne se en formodet rute op gennem gletscheren, men den syntes at gå gennem et ret opspaltet område, som kunne vise sig besværligt at forcere. Derfor havde vi kurs mod en snerende, som førte op ovenpå et klippeparti, hvor det øverste niveau af gletscheren befandt sig. Hermed ville vi formodentlig undgå spalterne, men kunne dog ikke se, hvad ville finde af forhindringer deroppe.
Efter et par timers tid hen langs sneskråninger, smågletschere og moræne begyndte den første træthed under højde og tunge rygsække at indfinde sig. Snerenden, som vi havde kurs mod, syntes ikke længere så attraktiv, da den startede som en stejl stenrende, som sikkert ville koste mange kræfter. Usikkerheden begyndte at melde sig samtidigt med at Danga gletscheren begyndte at synes mere menneskelig nu vi var tættere på den. De områder vi havde været i tvivl om syntes nu mulige at forcere. Tid for planændringer ? Ja vi holdt rådslagning og blev enige om, at den lille smeltevandsslette nedenfor gletscheren, hvor der var rindende vand og fuldkomment plane grusområder så ud som et ideelt sted for vores næste lejr. Højden var ikke optimal, idet vi gerne ville have været op og overnatte i omkring 5800 meter, men med sidste nats hovedpiner i tanke, var det måske klogere at tage næste overnatning i en mere moderat højde. Vi traverserede derfor over på smeltevandssletten, slog teltet op og fik en smule hvile.
Derefter gik Jan, Allan og Bo op for at recognoscere gletscheren og lægge et spor op ad den, som vi ville kunne finde i mørket i nat, hvor vi så med let udrustning til en dag ville lave topforsøg på Danga. Gletscheren viste sig som en let farbar vej, vist var der mange spalteområder, men med held - eller mere end 20 års erfaring med gletschere - fandt vi en meget fin rute op igennem. Til sidst gik vi op gennem en lille snekorridor op på en lille snetop, hvorfra vi kunne overskue en del af næste dags rute op på Danga: Et gletscherplateau i omkring 5900 meters højde førte mod venstre over til Danga I - og til højre mod Danga II - en snekant førte videre op mod Danga I, men herfra var ruten ikke tydelig. Morgendagen måtte vise det videre forløb.
Det havde kun taget os godt to timer at komme op ad gletscheren og efter på den sidste del af ruten at have lagt et mere direkte spor op på gletscherplateauet, var vi tilbage i lejren på kun 45 minutter til en tidlig aftensmad og forhåbentlig bedre hvile inden den planlagte morgenstart: op klokken 3 og afsted omkring 4 mod Dangas top.
Bo Belvedere Christensen.
04. oktober 2002:
Vi stod op FØR solen ramte lejren! Det var hundekoldt, men det kriblede i fingrene - vi skulle pakke og afsted på tur for at bestige Boningtons Danga og evt. kortets Danga alt afhængig af, hvordan det så ud deroppe.
Efter morgenmaden blev der snakket om, hvor mange klippesikringer, vi skulle have med, hvor mange snespyd, hvor mange isskruer? Af telt tog vi det store Himalayan Hotel. Det er et 4-5 personers telt, så det passer fint til os 4, som er rimeligt lange. Og mad skulle vi have en del af: Til morgenmad tog vi frugtsuppe, havregryn/crüesli/granola blanding og kiks. Til frokost lidt chokolade, lidt nøddeblanding efter personlig smag og energidrik. Til aften hurtigsupper, frysetørret middagsret, pølse, kiks og solbærtoddy (ikke alkoholisk). Næsten al maden var i pulverform. I lejren ville vi så enten finde lidt rindende vand eller smelte sne.
Vi fik pakket i løbet af formiddagen, fik en frokost i lejren og kom afsted ca. klokken 13. Det var varmt, og rygsækkene var tunge - ca. 25 kg. Vi gik lidt længere ind i dalen og begyndte at trække opad skråningen mod sidedalen mod Danga. Det var tungt! Åndedrættet gik som en blæsebælg, men opad kom vi. Vi havde fra vores udsigtstur i går fundet en god vej op og ind i sidedalen mod Danga. På vej op så vi en flok Blue Sheep længere opad skråningen. Vi havde egentlig ikke lyst til at skræmme dem, men vi skulle altså også den vej.
Efter ca. 300 højdemeter kom vi ind i selve sidedalen. I starten var det stadig rimeligt let terræn, men derefter blev moræneskråningen meget vanskeligere. Terrænet bestod af større og mindre sten, alle lidt upålidelige. Hoppede man over på en sten, var man ikke sikker på, om den blev liggende, eller om den vippede eller rullede. Jo større sten, jo sikrere, men der var ingen garanti. Det gik kun langsomt fremad og krævede stor koncentration.
Da vi nåede 5300 meter, begyndte vi at kigge efter en lejrplads. Den skulle helst være rimeligt plan med rimelig adgang til lidt rindende vand, så vi ikke skulle smelte sne. Efter den moræneryg måske. Nå, men så måske efter den store der. Men alt var skråt og fyldt med sten og uden vand. Ved 17.30 tiden begyndte det at skumre, så kravene til lejrpladsen dalede. Vi fandt et sted i 5380 meters højde, hvor der var rimeligt plant (kun få generende spidse sten), men ingen vand og kun lidt sne. 2 spejdere blev sendt afsted for muligvis at finde et bedre sted, men de vendte tilbage uden resultat.
Teltet blev slået op i tusmørke, men det lykkedes at få det helt op i sidste rest dagslys. Der blev hentet sne og de 2 brændere kom i gang. Vi sad udenfor og småfrøs, mens der blev lavet supper, frysetørret middagsret mv. Især solbærtoddyen var et hit. Klokken 20 var vi mætte og hoppede i poserne.
Jan Mathorne
03. oktober 2002:
Dagen i dag skulle være kigge-udsigt-dag. Vi skulle op på graten bag basislejren for at se "vores" bjerge fra et lidt højere punkt. Måske kunne vi også blive enige om, hvilke bjerge, der var hvilke, og hvilke, vi i givet fald skulle forsøge at bestige.
Vi stod op et par minutter efter, at solen havde ramt teltene. Selvom vi gerne ville have været tidligt afsted, blev den alligevel 10, før vi kom afsted. Vi gik længere ind i dalen mod øst og efter 500m opad skråningen. Opad, opad, opad. Deroppe ved den grattop måtte vi kunne se vores bjerge. OK, så lige op på den top da. OK, så lige en til. OK, så lige ½ til. Og så var der dømt udsigt! Et storslået panorama 360 grader rundt. Kanchenjungas svar på Kala Pattar!
Vi hev kort, kompas og beskrivelser frem og prøvede at få alle kilder til at være enige. Pandra var vi nu helt sikre på. Danga var mere tvivlsom. Efter en del diskussion blev vi enige om, hvilken top (Danga II) Chris Bonington var på i 1999. Han beskriver den rigtige Danga som liggende stik vest, hvilket vi også kunne identificere. Men det passede bare ikke med kortet, som angiver Dango (=Danga?) til at ligge to toppe længere mod syd og 150 meter lavere. Forvirret? Det er vi! Vi må jo bare tage derop og se nærmere på toppene. Janak Chuli kunne vi ikke se (måske?) da der var et andet bjerg i vejen. Eller også var det den højre af to toppe, der var meget tættere på hinanden end på kortet.
Vi fik brugt en hel masse film, sad et par timer for at akklimatisere lidt (5500m), hvorefter vi gik ned en mere direkte vej til basislejren. Over eftermiddagstheen diskuterede vi så, hvad vi skulle lave de næste par dage. Konklusionen blev, at vi i morgen tager afsted på en 3-4 dages tur for at bestige Danga - altså Boningtons rigtige Danga, som er ubesteget. I morgen går vi op og lægger en lejr i ca. 5300m, i overmorgen flytter vi den op i passet mellem Boningtons to Danga'er i ca 5800 m, for så dagen efter at bestige Boningtons rigtige Danga. Dagen efter igen ned - eller evt. et forsøg på kortets Dango, som også er ubesteget. Vi skulle være nede igen 6. eller 7. oktober.
Jan Mathorne
02. oktober 2002:
Det har været hvile, vaske, og ompakningsdag i basecamp. Vejret har været perfekt og vi har set en hel del på de opkringliggende bjerge og efterhånden enige om hvilket, der er Pandra. Vi får nærmere syn for sagen imorgen,hvor vi trekker op af en grat bag basecamp, hvor der bør være en ordentlig udsigt.
Vi regner med at gå op til ca. 5500 meters højde med kort, kompas, højdemåler, GPS og madpakker og så bruge en rum tid på at få et ordentligt overblik.
Henrik
01. oktober 2002:
Det har været en fantastisk flot dag på vej til basislejren. Udsigten har hele tiden ændret sig og nye bjerge er kommet til syne eller nye sider af de samme bjerge.
Under frokosthvilet havde vi kort og kompas fremme og diskuterede livligt bjergenes navne. Men vi kan stadig ikke blive enige om hvad der er hvad. Ender det med at vi tror, vi har klatret hver sit bjerg - til trods for, at det er den samme top vi har været på ?
Basislejren ligger på en stor flad græsslette på størrelse med en 18 hullers golfbane, vi burde have haft golfkøller med. I den ene side af sletten ligger en del stenhuse, som bl. a. bruges af yak driverne. Vores basislejr ligger i den anden side af sletten under en lille klippevæg. Fordelen ved vores beliggenhed er relativt lidt vind.
Planen for de næste dage er: organisering af basislejren i morgen med al teknikken inklusiv vores solcelle til opladning batterier og i overmorgen vil vi, hvis akklimatiseringstilstanden tillader det gå op på højderyggen bag lejren. Her kan vi komme næsten lige så højt, vi skulle have lyst. Herfra kan vi formentlig få identificeret de fleste af bjergene i området, så vi kan blive enige om, hvilke det er vi vil gå efter.
Bo Belvedere Christensen
30. septemper 2002:
Vi vågnede efter en kold nat til en næsten skyfri himmel og kølig vind fra nord. Måske skal det altså lykkes at få jaget de sidste rester af monsunen bort? Til gengæld varede det en evighed før solen ramte os, men vi kunne tillade os en sen start, så det blev muligt at lægge fleecetrøjen før afgang.
Stien mod Kambachen førte os igennem skyggefulde bevoksninger af først forvoksede træer af enebær, siden lærk og endelig birk, der langsomt blev mere og mere forkrøblede. Omkring os begyndte de høje tinder at dukke op, dækket af kridhvid monsunsne. Og endelig efter frokost åbenbarede Jannus enorme nordvæg sig, dog kun for en kort stund: Hvadenten den nu rent faktisk er klatret eller ej, så er den bare imponerende, og det lykkedes da heldigvis at få et godt nærbillede, så der er basis for at drømme videre i de lange vinteraftener.
Det sidste stykke vej fulgtes vi med yak-karavanen, 13 dyr i alt, men også et leben af Ghunsa-beboere i alle aldre. De tog det vist nærmest som en familieudflugt, for kan man måske ikke sagtens drive en yak med den mindste søn på nakken?
Nu er vi så installeret i Kambachen i knapt 4100 meter uden højdeproblemer, og da middagen er ved at blive serveret, så vil jeg slutte nu.
Allan
Ps. Der var apple-pie til dessert.
29. septemper 2002:
Idag har det være hviledag, hvor vi bliver endnu en nat i Ghunsa (3440 m.o.h. ifølge vores GPS) for aklimatisering. Vi har været oppe i 4070 meters højde et par timer, hvor vi spiste frokost og nød bjergudsigten når skyerne engang imellem åbnede sig. På vejen tilbage var vi forbi en bedemølle og den tidligere lokale politistation, der for et halvt år siden blev brændt ned af 4 maoister, der var dog ingen betjente i mange kilometers omkreds.
Karma, vores nepalesiske guide for bærere mv. har haft en travt dag, da bærerne hertil blev aflønnet igår og skal erstattes af lokale bærer og Yak-okser. Og alle husstande vil gerne have del i kagen, så vores 20 ladninger herfra er delt ud på 20 husstande. Imorgen går det så til Kambachen i ca. 4.000 meters højde.
Henrik
28. septemper 2002:
Endelig i Ghunsa! Vi var i morges lidt usikre på, om bærerne ville strejke som i går. Men der var ingen problemer trods de 1050 højdemeter forskel. Landskabet har ændret sig fra tempereret regnskov til mere alpint med spredte buske og træer. Det var flot vandring langs en voldsom og brusende flod, ofte krydret med spektakulære vandfald. Og når man skulle krydse disse vandfald, var det via mere eller mindre stabile broer.
Ved frokoststedet kom der pludselig sol!!!! Vi var i næsten 3000 meters højde, så det tog ikke lang tid at få tørret vores svedige tøj. Det kunne også være rart med lidt udsigt - indtil videre har al udsigt været begrænset af skybasen i ca 3500 m.
Indtil videre har vi ikke haft maveproblemer, men alle havde lidt rumlen i maverne i dag, og Jan havde lidt tynd mave. Vi er alle lidt paranoide med vores maver, men i grelle tilfælde kan det også ødelægge en hel ekspedition. Det ser dog ud til at have været et midlertidigt problem.
I Phole, en større tibatansk by godt halvvejs, spurgte vores sirdar, om vi havde lyst til at se det lokale kloster, hvortil vi selvfølgelig svarede ja. Det blev åbnet specielt for os, og der var forskellige relikvier såsom en masse billeder af Dalai Lama og nogle postkort fra Tibet. En munk tilbød at holde en puja (velsignelse af ekspeditionen) for os i morgen, hvis vi skrev vores navne og lagde lidt penge. Det ville vi godt, da disse penge også går til klostrets sociale arbejde.
Vel fremme i Ghunsa skulle bærerne have deres løn! Vores sirdar havde aftalt med dem, at han ville skrive et stykke papir med deres tilgodehavende, som de så kunne hæve i Suketar, vores udgangspunkt. Vi ville godt give bærerne lidt drikkepenge. Dels er det kotume, dels havde de gået til Ghunsa en dag hurtigere. Så de flokkedes om Henrik, der gav dem 200 Rupies hver. De var glade.
I løbet af dagen hvade vi indbyrdes snakket om, hvordan de næste par dage kunne komme til at se ud. Vi vil gerne hurtigt ind til basislejren, men der er ca. 1200 højdemeter herfra Ghunsa (ca 3500 m) til basislejren (ca 4700 m) Egentlig havde vi regnet med at bide strækningen over i 3, men sirdaren siger, at der kun er et sted undervejs, hvor bærerne har mulighed for en rimelig overnatning. Så derfor er kompromiset, at vi tager en hviledag her i morgen, og så burde vi kunne klare højdetilvænningen indtil basislejren i 2 stræk.
Jan Mathorne
27. septemper 2002:
Dagen gryede under halvtaget, hvor vi sov, og nattens finregn afløstes af høje skyer uden regn.
Ad delvist tilgroede stier fulgte vi floden Ghunsa Khola, som skal lede os frem til vor basislejr. Tragt var det, frodigt og med fantastisk udsigt til den brusende flod, som vi skulle krydse flere gange for at kunne komme frem, op og ned ad bjergsiderne. Vi holdt frokost ved et af de utallige vandfald, hvor vi lod vore svedige og ildelugtende kroppe svale i det klare, brusende vand. Ud på eftermiddagen nåede vi det idylliske Ajlilosa, hvor den varmende eftermiddagssol brød igennem. Et perfekt sted at overnatte, men vores plan om at nå Ghunsa i morgen tillod det ikke.
Vi har 35 bæreladninger og 31 bærere, hvor fire efter eget valg bærer dobbelt load for at tjene mere. Et typisk load er 25-30 kg og dagslønnen er 30 kr.Men det er den eneste mulighed for at tjene kontanter i denne meget øde del af Nepal. Det er helt anderledes her end de andre steder vi har været, her er stort set ingen tea-houses og vi har på fire dage kun set et sted hvor der blev solgt colaer. Det er fascinerende men også mere øde og fattigt.
Men idag hen på eftermiddagen gad bærerne ikke mere og de påstod at det næste sted (1½ til 2 timer længere fremme) var uden hytter hvor de kunne sove. Der udspandt sig en længere diskussion hvor kokken Buddha var forhandler og det endte heldigvis med at vi fortsatte det sidste stykke og kan nå Ghunsa imorgen. Det har vi også udlovet drikkepenge for.
Nu er der faldet ro over lejren, alle har fundet ly og det lader til alle er tilfredse efterhånden som maverne fyldes.
Allan & Henrik.
26. septemper 2002:
Vi fortsætter der ind af og det samme gør regnen. Vi tror at det er ligeså sansynligt at det holder op med at regne nu som at Yetien er hvidhåret og med et stort hvidt skæg og går rundt i rødt tøj og kan træffes alle steder i december.
En anden følge er at ens bukser er brune af mudder og rødplettede fra iglebid.
Men nu går det opad og det ser ud til at bærerne en med på at gå de næste tre dagsmarcher på to dage så vi er i Ghunsa om to dage. Så skulle det heldigvis blive køligere og med bedre vejr, akklimatisering i højderne og bjergudsigt. - vi glæder os.
Nu er det tid til poserne og ligge og fordøje Buddha's (kokken) gode mad.
Hilsen Henrik
25. septemper 2002:
Første lange dagstrek fra Phurumdu til Chirwa . Bærerne syntes med god grund det var en anstrengende dag, stierne er smattede af monsunregnen og det gik meget op og ned over glatte sten.
Vi har været våde hele dagen enten af sved eller af monsunregn.
Bo Belvedere Christensen
24. septemper 2002:
Efter en nat med kraftig monsunregn havde vi ikke de store forventninger, da vi tog til lufthavnen kl. 6 om morgenen. Men midt i morgenmaden i lufthavnens restaurant blev vi kaldt til, helikopteren var klar.
Skyerne hang stadig tungt i to lag, et lavt nede i dalene og et højt lag over vores flyvehøjde. Det muliggjorde at vi i den støjende russiske helikopter kom frem til flyvepladsen Suketar i 2300 meters højde.
Så var næste problem om vi kunne nå at få rearrangeret bagagen og få fat i de nødvendige bærere. Det trak ud og først midt på eftermiddagen kunne vi starte ud ad stierne den korte tur til Phurumbu, hvor vi nu sidder og nyder en sen eftermiddagste. Stierne er meget glatte pga. monsunregnen og den lerholdige jord, så vi har alle sidesteppet ned over de stejleste partier.
Men det er godt at være på vej !
Bo Belvedere Christensen
23. septemper 2002:
Efter en kort lur på omkring 12 timer (!) følte vi os rimeligt ovre jetlag.
Søndagens vigtigste opgave var at få fat i cargoen. Vi havde sendt 115 kg i forvejen, og nu skulle den "bare" hente den. Det har førhen kunnet tage op mod en uge, men tingene går langt hurtigere nu. Det tog kun et par timer, og det kostede "kun" 1000 kr. De kaldte det vist "importafgift".
Ude hos vores agent, Arun Treks", blev der pakket lidt om, og vi fik set alt det mad og udstyr, han havde skaffet til turen. Der var et par få ændringer, så det gik resten af eftermiddagen med at få skaffet. Om aftenen gav Arun Trek middag på Rum Doodle, som vækker minder hos alle, der har været i Kathmandu. Det er her, alle bjergbestigere mødes og spiser og drikker. I flere montrer hænger plader med navnene på de fleste af dem, der har været på toppen af Mt. Everest.
I dag mandag har vi pakket lidt om, handlet det sidste ind og været til briefing. Det sidste var lidt af et skuespil. 2 ud af 3 officielle personer kendte udemærket godt vores planer, men officielt forsøger vi kun på Danga, 6250m, som er så lav, at vi ikke behøver nogen forbindelsesofficer (L.O.) fra regeringen. Han er både dyr og besværlig men til gengæld overflødig. Og selvfølgelig havde vi hverken walkier eller satellittelefon med. Vi fik en lækker pizza til aften, og med knapt så mange øl som i går. Vi glæder os til at undslippe storbyjunglen og komme ud i bjergene.
I aften er så sidste aften i Kathmandu, for i morgen flyver vi ud i bjergene. Desværre har planerne ændret sig, så vi får 4 dages længere vandring (egentlig OK) og 4 dages mindre klatring (IKKE OK). Helikopteren måtte alligevel ikke flyve til Ghunza, da der ikke var nogen politi-post til at kontrollere os, så det bliver i stedet flyvning til Suketar og vandring over Ghunza til basislejren, se revideret tidsplan. Jeg håber, at denne version af planen holder længere end den forrige!
Jeg ved ikke, hvor meget vi får skrevet de næste par dage, så intet nyt er godt nyt. Vi får nogle meget lange trekkingdage med muligvis kun få hurtige portere, så måske kan vi ikke skrive og/eller sende noget. Planen er at prøve at forcere de normalt 8 dages vandring på 4 dage.
Muligvis må noget af bagagen komme i et roligere tempo. Men vi vil snart afsted og ønsker ikke at tabe yderligere klatredage. Vi er meget spændte på at komme ind og se "vores" område.
Jan Mathorne
21. septemper 2002:
Hilsen fra Kathmandu.
Hej derhjemme. Vi kom til Kathmandu for nogle timer siden godt møre efter en lang flyvetur uden ret meget søvn. Vi har lige gået en tur i byen og fået et godt måltid mad hos Helena's der jo er en gammel kending for trekkere og Nepal rejsende. Der var happy hour på coktails så nu går vi i seng for at klare jetlag mv.
Planerne er blevet ændret lidt idet vi først flyver ud til bjergene på tirsdag den 24.9 og skal i turistministeriet om mandagen. Nepalesisk burokrati!!!
Henrik
13. septemper 2002:
Janak ekspeditionen har indgået en aftale med TV2 Lorry, som indebærer at der vil komme et indslag inden vores afrejse. Endvidere vil Lorry bringe nyhedsindslag, når der er rigtig spændende nyheder.
Ekspeditionens afrejse er fastlagt til den 20. september med Thai, som har givet os tilstrækkelig ekstra bagage tilladelse til, at vi kan nøjes med en mindre cargo afsendelse inden ekspeditionen. Det betyder vi vil være fremme i Kathmandu d. 21. og en dag med indkøb og officielle besøg som f. eks. turistministeriet vil vi d. 23. flyve ud i bjergene med helikopter.
Bo Belvedere Christensen.