Pamir 1992: Pik Lenin, Razdelniy og Petrovskij
Leder: Pierre-Yvan Guichard
Deltagere: 16 deltagere (4 nationer). Der i blandt danske Gert Rasmussen
GS skriver: "Efter at have indrettet os i basislejren afprøvede vi vores udrustning og startede vores akklimatisering med at bestige Pik Petrovskij (4829 meter). Alt klappede bortset fra at en kammerat måtte ned midt om natten med begyndende lungeødem. Vi som nåede toppen blev belønnet med en fantastisk udsigt. Selv i forhold til Alperne er alt STORT. Vi fik også et flot overblik på vores rute op ad Pik Lenin.
Tilbage i basislejren, en hviledag og så gik det løs til fods (os) og helikopter (udrustningen) mod den fremskudte basislejr, der lå på selve Leningletsjeren i 4200 meter. Her indrettede vi en komfortabel lejr med 4 mands telte og et køkken/udrustningstelt, da vi flere gange kom her tilbage for at hvile og hente mere udrustning. I modsætning til Himalaya, hvor man oftest har sherpaer til at hjælpe med at bære udrustning op samt kok og køkkendrenge, måtte vi her selv bære alt herfra og lave mad. Det er bare HÅRDT!
Højlejre 1, 2 og 3 blev anlagte efter hårdt slid, mange ture op og ned var nødvendige for at bringe telte, mad, gas, soveposer, liggeunderlag, isøkser, snespader osv osv op. Plads til telte skulle graves/hakkes ud af sne eller isskråninger. Alt dette under ekstreme vejrforhold. Hvis solen skinnede og der ingen vind var blev det VARMT - jeg fik brandvabler, hvor jeg ikke havde dækket et stykke hud. Hvis solen ikke skinnede var der snestorm. Vi blev faktisk lukket inde i lejr 1 i 21/2 dag af laviner og kunne hverken gå op eller ned. Når man kun kan ligge i sit telt og lytte til tordenen af lavineafgange, så er tiden LANG! Vi havde nu lagt vore lejre sikkert, så alt gik godt. I 1990 derimod var 44 mennsker dræbt af laviner på Pik Lenin massivet, i 1974 mistede den første rene kvindeekspedition 7 medlemmer - Pik Lenin er virkeligt ikke at spøge med. Uendeligt smukt er her derimod hvis man starter en opstigning midt om natten med fuldmånelys så man ingen pandelampe har brug for - bare stilhed bortset fra den frosne snes knasen under støvlerne. Eller hvis man går ud af teltet en stille nat uden måne og skyer og Mælkevejen bare strækker sit bånd tværs over himlen. Skønhed og ragnarok ligger SÅ tæt sammen!
Fra lejr 2 måtte Pik Razdelnij (6148 meter) overskrides for lige at kunne sige, at vi havde været der. Ellers gik ruten rundt om skulderen af Pik Razdelnij til pashøjden mellem Pik Lenin og Pik Razdelnij, hvor lejr 3 blev lagt. En smal grat med lumske snedriver ud over kanterne med 1800 meter lodret ned til Leningletsjeren, udsat hvis vinden stod på, men det eneste mulige sted.
På topdagen selvfølgelig igen snestorm, 2 uendelig lange stejlstykker, derimellem et plateau at krydse og så det sidste lange svagt skrånende stykke mod toppen, hele tiden narret af små fortoppe at NU, nej NU er vi der. Til sidst var der virkeligt ikke højere toppe omkring og så er man der: 7134 meter oppe. Lidt ned til pladsen for alle mindeplader, fotos 360° rundt som bevis - vel 20 minuter på toppen og så ned, for bestigningen er først lykkedes når man er uskadt helt nede igen. Efter 11 timer igen nede i lejr 3, sove, sove.
Næste dage nedtagning af alle lejre incl. ALT affald. Tilbage til basislejren, tilbage til de russiske og kirgisiske venner, tilbage til rigtig mad og friskbagt brød, tilbage til sauna med tilhørende bad i gletsjervands søen, tilbage til duft af jord og til en eng nu helt dækket af hvide Edelweis. Paradis.
Nu skal man jo ikke udfordre skæbnen, men efter et par dages ledigang i basislejren besluttede 2 kammerater og jeg lige at bestige et unavngivet bjerg i nærheden. Det kunne være gået galt på en stejl snevæg, men med lidt teknisk snilde og en hel del held fik vi dette bjerg besteget og målt til ca 5050 meters højde. Så havde vi også fået nok og blev i basislejren!".
Se også Pik Razdelnij, Pik Petrovskij og Pt. 5.050
http://hamsun.at/mountains/pik%20lenin.htm